Kunstner Ola Juliussens, f. 1969, værker er surrealistiske og unikke på sin helt egen måde. Processen er umiddelbar, og han har for øje at skabe sine værker øjeblikkets abstraktion. Tegningerne er genstand for Juliussens rige fantasi og har ofte vilde svungne linjer, bølgende kurver, spiral former, som skaber et univers af tredimensionelle arkitektoniske og abstrakte konstruktioner.

Juliussen har den fremragende evne til både at kombinere det moderne grafiske med det traditionelle, hvilket skaber en dybde i hans unikke og vidunderlige kunstværker.

Ola Juliussen har altid været optaget af østens formsprog, og i særdeleshed har han været inspireret af den traditionelle kinesiske byggekunst, hvor konsol-systemer spiller en central rolle, kombinationer af bjælker og armer der arbejder sammen som et skelet, der overfører belastning fra overliggende horisontal del til underliggende vertikal del. I tegningerne finder man også mindre underordnede enheder, moduler, i et slags fiktivt samspil.

Det ikke et spørgsmål om at udtrykke sig abstrakt eller figurativt, Juliussen operer i begge felter. Juliussen interesserer sig for rytmen og landskabet i en tegning, genkendeligheden er ikke uforenlig med det uvirkelige eller det ubegribelige. Det konkrete behøver heller ikke være uforenlig med de mentale aspekter et billede måtte frembringe. Og i hans arbejde med tuschtegningen lader han den romantiske vision leve i en uafbrudt dialog med det mere dystopiske.

"I arbejdet med tuschtegningen, er jeg optaget af at finde en spontan og fri måde at bygge op et billede på. Jeg prøver at udgå fra tilfældigheder og øjeblikkets indskydelser. Til en begyndelse lader jeg instinktive streger, bevægelser, fragmenter fylde papiret. Til synes uden mening og samspil. Disse lapsus interesserer mig. De giver mig muligheder.

Næste skridt er at prøve at modarbejde disse spontane og frie indfald. Her begynder jeg at konstruere, artikulere en helhed, forsøger at kontrollere og distingvere udtrykket. Viljen til at udnytte eller beherske de ufrivillige fejl bliver min metode, hvori jeg finder mit sprog. Mine arkitektoniske fantasier er altså ikke rene automatismer, men koncentrat af ubevidste og bevidste handlinger."